chnittke har til dato komponeret mindst 6 concerti grossi,[1] og forsøger til stadighed at tage stilling til denne genres status i det 20. århundrede. Baggrunden for overhovedet at beskæftige sig med en genre, der har været betragtet som forældet[2] er tosidig: I Rusland begyndte man først i 1760'erne at importere vestlig musik, så der har ikke været skrevet concerti grossi i Rusland før nu. Samtidig var også barokmusikken strengt forbudt i Stalintiden jf. kapitel 2, så på mere end én måde fylder Schnittke et hul i historien. I Schnittkes concerti grossi finder man ofte hans mest virtuose brug af gamle stilarter, letgenkendelige stiliserede temaer, der som i hans øvrige musik forvrænges af historiens spejl. Specielt i forhold til denne fremstilling kunne de derfor fortjene en lige så indgående analyse som de øvrige værker, men det tillader pladsen desværre heller ikke. Jeg vil dog knytte nogle kortfattede kommentarer til nogle af dem, specielt den første.[3]

10.1      Concerto grosso nr. 1

Dette værk er skrevet i 1976/77 for to violiner, cembalo/piano og strygeorkester. Værket var i hvert fald indtil midten af 80'erne den absolut mest spillede Schnittkekomposition i Vesten, og består af 6 satser: Preludio, Toccata, Recitativo, Cadenza, Rondo og Postludio. Af disse er præludiet, kadencen og postludiet ganske korte, svarende til deres navn - men ikke desto mindre præsenteres meget af koncertens væsentligste materiale allerede i præludiet. Koncertens forløb og tematiske udvikling har jeg gengivet i BILAG 4. sammen med eksempler på temaerne.[4] Jeg vil her indskrænke mig til at drage nogle - specielt i forhold til 5. symfoni - vigtige konklusioner.

Koncerten involverer med Schnittkes egne ord tre sfærer: en moderne, en barok og en populærmusikalsk.[5] Den barokke kommer til udtryk i toccataen og rondoen, hvor den sidste også indeholder populærmusikken i form af en overraskende og herlig tango, udsat for en barok besætning bestående af cembalo, solovioliner og tutti-orkester.

Præludiet indledes med det præparerede klavers klokkeagtige prolog i c-mol, der gennem hele koncerten fungerer som en slags "skæbnemotiv". Prologens tonalitet står i kontrast til de to andre temaer P(ræludium)1 og P2, der begge er kendetegnet af kromatisk bevægelse (eksempel 23).

eksempel 23: P1, takt 12 og P2, takt 32

Disse temaer danner også grundlag for satserne Recitativo, Cadenza og Postludio, og optræder også i de "barokke" satser Toccata og Rondo - såvel direkte som strukturelt. F.eks. genfindes den kromatiske drejning i Rondo-temaet, der består af en sekvensering ud fra tonerne c-h-c-es. Den barokke inspiration kommer i øvrigt primært fra den italienske barok (Vivaldi), selv om Bach er meget vigtig for koncerten som helhed jf. det følgende.

Kromatikken fra de indledende temaer viser sig allerede i Toccataen at være af afgørende betydning. De to barokke temaer (se bilag 4) får et skær af forvrængning ved - på typisk Schnittke-maner - at blive spillet i kánon. Den altdominerende kánon ikke bare i Toccataen, men i hele satsen, er en tætført kánon i lille sekundafstand. I Toccataen ses det første gang i takt 35. Man kan her tale om, at kromatikken fra de vigtigste temaer bliver brugt "lodret" i kánonen.

Toccataens tredje tema tager også ud­gangs­punkt i det kromatiske, nemlig i det velkendte B‑A‑C‑H-motiv, der i takt 78 kombineres med en 12-tonerække som det ses i eksempel 24.

eksempel 24: toccata, t. 78-81 (T3)

eksempel 25: solovioliner, recitativo, t. 102

Disse to aspekter - den tætførte kánon og B‑A‑C‑H-motivet - har afgørende betydning for resten af koncerten. Recitativo-satsen afsluttes f.eks. med en rytmisk og intervalmæssig diminuering af sekundkánonen, hvilket først fører til brug af kvarttoner og til sidst til ren grafisk notation. Netop i denne afslutning dukker der to interessante citater op: I recitativets takt 102 citerer Schnittke en stump fra Tjajkovskijs violinkoncert, der netop indeholder to­ner­ne B‑A‑C‑H (se eksempel 25),[6] og kort efter (takt 106) benyttes den velkendte 12-tonerække[7] fra Alban Bergs violinkoncert, der som bekendt benytter Bach-koralen "Es ist Genug".

Det afsluttende "Postludio" benytter P1-temaet (eksempel 23), der til allersidst også bliver til B‑A‑C‑H, forvrænget og fremmedgjort gennem violinernes flageolettoner (eksempel 26).

Som i "Quasi una Sonata" optræder B‑A‑C‑H altså også her på en fremtrædende plads. I concerto grosso nr. 1 er motivets indbyggede kromatik endvidere blevet til værkets helt centrale stof, der kan spores i så godt som alle temaer. Værket som helhed er altså en meget karakteristisk Schnittkekomposition, der forvrænger og udnytter det kendte, og sætter det ind i en overordnet, stramt struktureret helhed.

10.2      Øvrige concerti grossi

Den 2. concerto grosso er fra 1981/82 og er skrevet for stort orkester, solo violin og cello. Det barokke islæt stammer her fra Bach, specielt den 3. Brandenburgerkoncert. Men derudover anvender Schnittke nærmest skamløst Franz Grubers melodi til "Glade Jul", som han vedkender sig en svaghed for - faktisk lavede han sin egen udsættelse af den allerede i 1978.

Den 3. concerto grosso er fra 1985, og benytter samme besætning som den første, dog med tilføjelsen af fire klokker - naturligvis med tonerne B, A, C og H. Bach blev født nøjagtig 300 år før koncerten blev skrevet, og hans navn og musik optræder utallige gange i koncerten. Den indledes med en tydelig reference til Bachs Brandenburgkoncerter - og fjerde sats indeholder bl.a. en collage over Das Wohltemperierte Klavier. Uden at gå i detaljer kan man dermed fastslå, at der går en klar linje fra den 1. til den 3. concerto grosso.

4. concerto grosso er identisk med eller indeholdt i symfoni nr. 5, som omtales i kapitel 11. Concerto Grosso nr. 5 har jeg endnu ikke haft mulighed for at stifte bekendtskab med, men den skulle efter sigende have karakter af en violinkoncert. Men sammen med den 6. concerto grosso fra 1993 falder den også uden for denne fremstillings tidsmæssige ramme. Umiddelbart er det dog interessant, at den sjette overhovedet ikke har de referencer til barokken, som kendes fra de foregående, men er at betragte som en koncert for klaver, violin og strygere. Concerto grosso-præget er dog stadig at finde i en vekslen mellem solist og orkester.

 

---