det 20. århundredes musik er der et bestemt "stiltræk", der til stadighed volder analytiske problemer, nemlig sonatesatsformen. Dette er specielt aktuelt for værker, der også på andre områder benytter musikalsk genbrug, idet man må afgøre om der er tale om ukritisk brug af en forældet form, eller den indgår i et spil med stilarter. Det gælder ikke mindst for Schnittkes værker, som det vil fremgå af det følgende.

Spørgsmålet er, hvorvidt man overhovedet kan tale om sonatesatsform i forbindelse med en ikke-tonal sats fra det 20. århundrede? Mange analytikere har en tendens til ukritisk at rubricere alt, der blot ligner (f.eks. enhver ABA-opbygget sats), som sonatesatsform. Dette fører automatisk til en udvanding af begrebet og dermed også til manglende forståelse for sonatesatsens virkemidler, hvoraf den såkaldte "dobbelte tilbagevenden" til hovedtema og hovedtoneart er en af de vigtigste.[1] Ud fra dette synspunkt er det altså forfejlet at bruge begrebet om ikke-tonal musik overhovedet. Hvad man derimod kan tale om er, at komponisterne i større eller mindre grad forholder sig til sonatesatsformen.

Ofte vil lighederne nemlig være så tydelige, at det trods alt vil være rimeligt at tale om sonatesatsform under hensyntagen til ovenstående forbehold. F.eks. kan der være tale om en sats med tydelig tematisk opdeling: først et "typisk" mandigt, stolt "hovedtema", dernæst et blødere, mere cantabilt "sidetema", fulgt af et konfliktpræget, bearbejdende afsnit, "gennemføring". Måske følger der endda en regulær reprise, om end netop dette punkt i hvert fald hos Schnittke ofte volder problemer.[2] Men eftersom tonaliteten alligevel ikke er til stede til at konstituere reprisen, er det egentlig kun naturligt.

Man må dog huske på, at sonatesatsformen ikke oprindelig var et fast skema, som komponisterne var tvunget til at anvende, men en teoretisk efterrationalisering. Faktisk er det vel sådan, at de fleste værker afviger fra skemaet på en eller anden måde. Sonatesatsformens baggrund er også æstetisk, idet vi føler en tilfredsstillelse ved musikalsk afveksling mellem hårdt og blødt, konflikter og idyl. Dette gør også, at sonatesatsformen er en del af  selv det ikke-uddannede publikums forventningshorisont. En sådan musikalsk afveksling kan naturligvis også være til stede i ikke-tonal musik.

Når jeg i de følgende kapitler refererer til sonatesatsformen er det således på baggrund af de her nævnte forbehold. Jeg benytter derfor den traditionelle terminologi i analysen af satser, der efter min mening forholder sig til begrebet sonatesats, og gør altså her opmærksom på, at det indebærer visse forenklinger.