Afsnittet “Sekvens” i dødsmessen – “Dies Irae”, som af senere komponister ofte opdeles i flere satser, er her oversat til dansk:

Dies irae, dies illa, Solvet saeclum in favilla: Teste David cum Sibylla	Vredens dag, hin dag skal forvandle verdens til aske som spået af David og Sibylle
Quantus tremor est futurus, Quando judex est venturus, cuncta stricte discussurus!	Hvilken skælven vil der blive, når dommerne kommer, han som nøje vil undersøge alt.
Tuba mirum spargens sonum Per sepulcra regionum, Coget omnes ante thronum.	Basunen skal sende sin forunderlige klang ud over landenes grave og tvinge alle frem foran tronen.
Mors stupebit et natura, Cum resurget creatura, Judicanti responsura.	Døden og naturen vil stivne når skabningen rejser sig for at aflægge regnskab for dommerne.
Liber scriptus proferetur, In quo totum continetur, Unde mundus judicetur.	En skreven bog skal bæres frem i hvilken alt det indeholdes hvorfra verden skal dømmes.
Judex ergo cum sedebit, Quidquid latet apparebit: Nil inultum remanebit.	Når dommerne så har sat sig, skal alt det skjulte komme for dagen og intet skal forblive ustraffet.
Quid sum miser tunc dicturus? Quem patronum rogaturus? Cum vix justus sit securus.	Hvad skal jeg ulykkelige så sige? Hvilken beskytter skal jeg anråbe når selv den retfærdige knap er sikker?
Rex tremendae majestatis, Qui salvandos salvas gratis, Salva me, fons pietatis.	Du konge af forfærdelig vælde, som af nåde frelser de udvalgte, frels mig, du kærlighedens kilde.
Recordare Jesu pie, Quod sum causa tuae viae: Ne me perdas illa die.	Husk på, fromme Jesus, at jeg er grunden til din smertens gang, lad mig ikke fortabes på hin dag.
Quarens me, sedisti lassus	Mens du søgte efter mig har du træt sat dig ned.
Redemisti crucem passus: Tantus labor non sit cassus	Du har frelst mig ved at lide døden på korset, lad ikke så megen møje være forgæves.
Juste judex ultionis, Donum fac remissionis, Ante diem rationis.	Hævnens retfærdige dommer, tilgiv mig mine synder inden regnskabets dag.
Ingemisco, tamquam reus: Culpa rubet vultus meus: Supplicanti parce Deus.	Jeg skælver som den skyldige, mit ansigt rødmer af skam, skån den ydmygt bedende.
Qui Mariam absolvisti, Et latronem exaudisti, Mihi quoque spem dedisti.	Du som tilgav Maria og som bønhørte røveren, du har også givet mig håb.
Preces meae non sunt dignae: Sed tu bonus fac benigne, Ne perenni cremer igne.	Mine bønner er ikke værdige, men lad dig alligevel røre, så jeg ikke skal brænde evigt i helvede.
Inter oves locum praesta, Et ab haedis me sequestra, Statuens in parte dextra.	Giv mig plads imellem fårene, skil mig fra bukken og stil mig ved din højre side
Confutatis maledictis, Flammis acribus addictis, voca me cum benedictis	Når de forbandede er blevet dømt og overgivet til de hede flammer, kald da på mig sammen med de velsignede.
Oro supplex et acclinis, Cor contritum quasi cinis: Gere curam mei finis.	Jeg beder ydmygt og nedbøjet, med hjertet knust til aske, hav omsorg for mit endeligt.
Lacrimosa, dies illa, Qua resurget ex favilla, Judicandus homo reus: Huic ergo parce Deus	Hin tårefulde dag når det skyldige menneske rejser sig af støvet til dommeren, skån dem da, o Gud.
Pie Jesu Domine, dona eis requiem. Amen	Kære Herre Jesus, skænk dem hvile. Amen

Fra “Musikken i Middelalder og renæssance” af Bent Olsen, Systime 1996, side 31-32